Hvem er jeg
Jeg er gift med Vivian, der arbejder som dagplejer. Sammen har vi tre døtre og fire børnebørn. I min fritid holder jeg af håndværk, jagt, lange vandreture og sejlsport. Jeg bor i Aabenraa, hvor jeg flyttede til for fire år siden efter mere end 30 gode år i Tinglev.
Erfaring og ansvar
Noget af det, jeg er særligt stolt af i min politiske karriere, er mit formandsskab for Genforeningsfestlighederne i 2020. Her var jeg udpeget som ansvarlig for de sønderjyske kommuner i forbindelse med markeringen af, at Sønderjylland for 100 år siden stemte sig hjem til Danmark. Det var en historisk begivenhed, hvor ansvar, værdighed og fællesskab gik hånd i hånd – og som mindede os om, at Danmark ikke er en selvfølge, men noget, vi skal værne om.
Jeg var også formand for Sønderjyllands forsamlingshus, Folkehjem, hvor jeg har haft ansvaret for en gennemgribende renovering, etableringen af Genforeningsparken og en målrettet vitalisering af driften. Folkehjem er ikke blot mursten, men et levende symbol på demokrati, sammenhængskraft og historisk ansvar – værdier, jeg tager med mig i mit politiske arbejde.
Hvorfor Folketinget
Jeg stiller op til Folketinget, fordi Danmark er for lille til store forskelle. Det gode liv skal kunne leves i hele landet – også dér, hvor der er længere mellem husene, arbejdspladserne og uddannelsesstederne. Ens vilkår kræver ikke altid ens løsninger. Tværtimod.
Som borgmester har jeg haft min jævne gang på Christiansborg – og samtidig stået hjemme i kommunen og mærket konsekvenserne af nationale beslutninger. Jeg har set, hvordan gode intentioner kan blive til stive rammer, der ikke tager højde for virkeligheden uden for de store byer. Derfor ved jeg, hvor problemerne opstår. Og derfor ved jeg også, hvad der skal gøres ved dem.
Mine værdier
Jeg er en værdibåren leder. Jeg tror på ansvar, ordentlighed og fællesskab. Vi skal passe på Danmark – både økonomisk, socialt og geografisk. Det kræver politiske beslutninger, der hænger sammen, og som rækker længere end næste valg.
Jeg er handlingens mand. Jeg søger kompromiser, men skaber resultater. Det er ikke nok at ville – vi skal også kunne. De bedste beslutninger træffes af politikere med erfaring fra det levede liv og respekt for Danmarks historie.
Danmark hænger sammen, når vi holder sammen. I Folketinget vil jeg tage ansvar for, at Sønderjylland bliver set, hørt og taget alvorligt.